Rejseholdets arbejdsform

Skolens rejsehold – selve navnet fortæller en hel del om arbejdsformen. En væsentlig del af rejseholdets arbejde er at tage rundt til skoler i hele landet for at undersøge, hvilke løsninger der kan give os en bedre folkeskole.


 
 





Rejseholdet vil i alt besøge 15-20 folkeskoler. Folkeskoler, hvor man gør en ekstra indsats på et givet område. Steder, hvor man fx har brugt IT til at forbedre motivationen af drenge, gør en særlig indsats for at eleverne kommer videre til en ungdomsuddannelse eller noget helt tredje. Rundrejsen er gået i gang, og den fortsætter indtil slutningen af april.


Også ungdomsuddannelserne får besøg. Formålet er at høre om deres erfaringer med folkeskolens slutprodukt – afgangseleverne. Centralt for, at skolen kan levere gode afgangselever, er de lærere, der skal bringe de danske elevers præstationer i verdensklasse. Derfor besøger rejseholdet både de nuværende lærere og fremtidens lærere, som de møder på læreruddannelserne.


Det er rejseholdets ambition at nå hele vejen rundt om skolens udfordringer. Derfor mødes rejseholdet også med en lang række af de øvrige organisationer, der til dagligt beskæftiger sig med skolen: Skolelederforeningen, eleverne i Danske Skoleelever, forældrene i Skole og Samfund, SFO-pædagogerne i BUPL, Friskoleforeningen og en lang række andre. Målet er, at så mange som muligt kommer med deres input til, hvordan skolen bliver bedre.


Ønsket om så mange input som muligt er også grunden til, at Skolens Rejsehold har lavet en elektronisk postkasse. Den kan alle skrive til, hvis de har ideer til, hvordan skolen bliver bedre. Der er allerede kommet mange henvendelser i postkassen, og ideerne strømmer forsat ind.


Input fra skolens daglige brugere kan ikke stå alene. Rejseholdet baserer derfor også sit arbejde på forskning og undersøgelser på uddannelsesområdet – herunder Skolerådets arbejde.


På nogle af de områder, hvor rejseholdet vurderer, at der mangler yderligere viden, har rejseholdet igangsat egne undersøgelser. Det drejer sig blandt andet om en international sammenligning af uddannelsen til skolelærer. Målet er at undersøge, om vi kan lære af andre lande.


En anden undersøgelse er et spørgeskema til lærere, skoleledere og kommuner. Undersøgelsen skal blandt andet kortlægge samarbejdet på den enkelte skole og mellem skoler og kommunale forvaltninger.


Rejseholdet samler essensen af alle input og undersøgelser i en rapport, der bliver offentliggjort i starten af juni. Rapporten vil indeholde en række anbefalinger til, hvad der skal ændres, hvis vi skal have en folkeskole i verdensklasse.

Kalender for Skolens Rejsehold