Hæv kompetencen hos skolelederen

I dag er de kommunale skolechefer for langt væk fra skoleledelsen og skolernes praksis. Og skolelederne er for tilfældigt uddannet. Der sættes for sent ind med uddannelse af dem, og helt centrale kompetencer er fraværende i uddannelsen. Det gælder for eksempel redskaber til at analysere skolens didaktiske og pædagogiske udvikling.


Folkeskolen står over for en gevaldig udskiftning i skoleledelserne. Rigtig mange ledere nærmer sig pensionsalderen. En sådan udskiftning rummer store udfordringer, men også store potentialer, hvis nye ledertalenter bliver kørt rettidigt i stilling. Den slags er man helt opmærksom på i de bedste skolesystemer i verden.


Rejseholdet anbefaler,
at skolechefers og skoleledelsernes kompetencer forbedres, så der kommer fokus på ambitiøse mål og skolens resultater. Alle skolechefer, skoleledere og eventuelt andre i skoleledelsen skal have en særlig lederuddannelse, og potentielle skoleledere skal spottes og uddannes.

Ny efteruddannelse af skoleledelsen

Alle skolechefer og skoleledere skal have en særlig lederuddannelse, der skal løbe over en længere periode. Det er ikke tilstrækkeligt, at skoleledelsen får en generel lederuddannelse. Generelle lederkurser for offentlige ledere mangler elementer, der er afgørende for at kunne udvikle skoler. Det drejer sig for eksempel om kompetencer inden for analyse og udvikling af skolens didaktiske og pædagogiske niveau. Og det handler om at få redskaber til at fortolke skolens resultater i form af test, afgangsprøver, trivselsmålinger og brugertilfredshedsundersøgelser til brug for udvikling af undervisningen.


Også organisationsudvikling, udvikling af evalueringspraksis og tilrettelæggelse af intern kompetenceudvikling bør indgå i uddannelsen.


Der skal derfor udvikles et nyt forskningsbaseret uddannelsesforløb. Sammen med den eksisterende diplomuddannelse vil et sådant forløb give skoleledelserne en langt mere komplet palet af lederkompetencer end i dag. Den ny uddannelse bør udbydes til kommunale skolechefer, skolens ledelse og eventuelt medarbejdere på skolen med særlige udviklingsopgaver.

Målrettet rekruttering af skoleledere

Skolecheferne skal tage ansvar for, at potentielle skoleledere spottes og får gode lederkompetencer, så fremtidens skoleledere står klar, når der om få år skal ske en stor udskiftning i skoleledelserne. Skolechefen har ansvaret for hvert år at udpege et antal lærere i kommunen, der skal gennemføre et førlederprogram, så fremtidige skoleledere er afklarede og uddannet til opgaven, inden de begynder som ledere. Det er en fordel, at lederuddannelsesforløbet på denne måde starter før ansættelsen i lederjobbet og fortsætter nogle år efter ansættelsen som leder.


Se de 10 anbefalinger fra skolens rejsehold

Kalender for Skolens Rejsehold