25-02-2010
Skolelederne ser stort potentiale i øget brug af IT
Blandt de mange emner, som Skolens rejsehold i dag diskuterede med skolelederne, var en bedre integration af IT i skolens arbejde. Her ser skolelederne et stort potentiale.
”Vi har jo ikke set en IT-revolution i folkeskolen. Vi bruger IT i det daglige til kommunikation og i undervisningen, men det har ikke ændret skolen som arbejdsplads. Det har ikke frigivet personaleresurser. Skolens grundstruktur er uændret. Vi har ikke brugt IT som rationaliseringsværktøj, og vi har ikke tilstrækkeligt brugt IT til at flytte skolens fokus fra undervisningen til fokus på børnenes læring,” siger Anders Balle, som er formand for skoleledernes forening.
 |
|
Anders Balle fra Skoleledernes forening fortæller Henrik Berggren Jessen og Jørgen Søndergaard fra rejseholdet om sine ideer til bedre brug af IT i folkeskolen. |
|
|
For et af rejseholdets medlemmer var det en særlig oplevelse at besøge skolelederforeningen. Henrik Berggren Jessen fra rejseholdet er nemlig til daglig skoleleder på Nørremarksskolen i Vejle. Han nikker genkendende til problemet med at få høstet det store potentiale, der er på IT-området.
”Det har været en god og givende drøftelse, hvor vi er kommet ind på mange praktiske problemstillinger fra hverdagen. Og her er IT en af løsningerne. For os som ledere drejer det sig primært om det administrative arbejde, men for skolens som helhed handler det om selve læringen. For eksempel giver IT bedre mulighed for differentieret undervisning end klassiske lærebogssystemer,” siger Henrik Berggren Jessen.
Skoleledernes formand Anders Balle supplerer: ”Vi skal ikke være tilbageholdende med at bringe IT ind i læringen i større omfang, for eleverne bruger jo allerede værktøjerne i deres dagligdag”.
Også fokus på ledernes eget arbejdsmiljø
Udover de generelle visioner for en bedre skole, så kom skolelederne også ind på deres eget arbejdsmiljø under dagens møde med rejseholdet
”En af de største udfordringer for os er, at for mange ledere og mellemledere i folkeskolen brænder hurtigt ud. Den almindelige arbejdstid for en leder er på 40-50 timer om ugen, og det er ikke ualmindeligt, at vi hører om arbejdsuger på 60 timer,” siger Skoleledernes formand Anders Balle.
Foreningen er netop nu i gang med en undersøgelse, der viser, at selvom mange skoleledere er glade for og brænder for deres job, så ved de ikke, hvor længe de kan holde til det.
”Det er bekymrende. Og derfor har vi foreslået rejseholdet at styrke ledernes arbejdsvilkår. Et af vores forslag er, at flere ledelsesopgaver bliver uddelegeret. For eksempel gennem brug af faglige ledere, teamledere og lignende. Udover at aflaste skolelederne vil det have den positive sidegevinst, at det gør afstanden fra underviser til leder mindre”, siger Anders Balle.