04-05-2010
Læring i alle regnbuens farver
Den æstetiske læreproces er vigtig for elevernes udvikling. Og det måtte der gerne være mere af i den almindelige folkeskole, mener man på Børneskolen Bifrost i Herning, hvor Skolens rejsehold var mødt op den 21. april for at høre om friskolens fokus på kreativitet og frie rammer i undervisningen.
 |
|
Lærer på Børneskolen Bifrost, Birgit Sand, vejleder elever i 8. og 9. klasse i et tværfagligt projekt, som skal munde ud i både et fagligt og et kreativt produkt. |
|
Kunst kan noget særligt i forhold til læring. Den kan provokere eleverne til at tage stilling, få dem til at undre sig, til at glemme sig selv og til at leve sig ind i det, de skal lære. Det er i meget korte træk noget af den filosofi, som Børneskolen Bifrost i Herning bygger deres pædagogik på.
Den æstetiske læreproces hænger sammen med, at eleverne skal opbygge personlige og sociale kompetencer og lære at kunne tage vare på sig selv og det samfund, de er en del af. Men det kan ikke komme dertil uden en høj faglighed, fortæller Lene Gade, som er lærer i det yngste trin og har været med til at starte skolen:
”Det er meget vigtigt at prioritere det faglige også. Man svigter børnene, hvis ikke man udstyrer dem med en solid faglig ballast. Hvis de for eksempel ikke lærer at læse, får de kæmpeproblemer i stort set alle fag senere.”
Det gælder også de mindste på Børneskolen Bifrost, hvor børnene helt nede fra børnehaveklassen går i skole fra klokken otte til to. ”De får seks lektioner om dagen, og det er langt over minimumkravet,” oplyser medstifteren.
Begejstrede ungdomsuddannelserSkolens vægt på det kreative og tværfaglige betyder, at ungdomsuddannelserne ligefrem har søgt inspiration i Børneskolen Bifrost, fortæller Birgit Sand, som har undervist på Bifrost i 14 år. ”Der har faktisk været lokale gymnasiale uddannelser på besøg for at blive inspireret. Fordi de ved, at vi arbejder med tværfaglighed og projektarbejde og har gjort det i lang tid. Men også fordi, de oplever, at eleverne herfra er gode til det,” siger hun og fortsætter:
”Vi kommer sådan set omkring alle fag. Også de fag, der traditionelt er skrinlagt i grundskolen, som psykologi, filosofi og sociologi. Når jeg for eksempel sidder med Sofie, der arbejder med etik i sit projekt, så arbejder hun jo faktisk med sociologi. Det skal eleverne også have en fornemmelse af.”
Derfor lyder anbefalingen til Skolens rejsehold fra de to lærere, at læreprocesser kræver tid til fordybelse: ”Hele incitamentet for at lære er, at angribe emnet fra mange perspektiver. Og her kunsten være en øjenåbner. Det er vigtigt at skabe det nødvendige kaos og forholde sig til problemstillingerne gennem følelsen og fantasien. Derefter kan man så bearbejde disse problemstillinger via logikken og fornuften, men også udtrykke dem kunstnerisk. Og det kræver tid,” siger Birgit Sand.