20-04-2010

Styrk praktikken i læreruddannelsen

Selvom sammenhængen mellem praktik og undervisning er blevet bedre med den nye læreruddannelse, så kan praktikken styrkes endnu mere. Det mener man på læreruddannelserne i København og Odense, som skolens rejsehold besøgte den 12. og 13. april.


Skolens rejsehold, University College Lillebælt, praktik i læreruddannelsen

 Skolens rejsehold fik plads på bagerste række, da de fulgte
undervisningen på læreruddannelsen på University College Lillebælt.

 

12 timers praktik om ugen. Det er, hvad de lærerstuderende på Professionshøjskolen Metropols læreruddannelse – det tidligere Frederiksberg Seminarium – får tilbudt i deres praktikforløb. Og det er for lidt, mener studierektor ved Læreruddannelserne Metropol Thøger Joensen:

”De studerende får ikke et realistisk billede af, hvad det vil sige at være lærer med så få timer ugentligt. Det er en del af professionskulturen at opleve, hvad professionen går ud på. Derfor anser vi praktikken som læreruddannelsens mest centrale fag.”

En styrkelse af praktikken er ifølge rektoren et spørgsmål om økonomi – og der kan vi lære af andre europæiske lande, mener rektoren:

”Danmark er det eneste sted, hvor læreruddannelsesstederne skal betale for praktikpladser – det gælder for eksempel ikke sygeplejersker og pædagoger. De får penge for det. Ser vi på Holland, som vi ofte sammenligner os med, så står skolerne nærmest i kø for at kvalificere sig til at blive praktikskoler. Her koster det ikke en krone at få de studerende i praktik.”

Bedre sammenhæng mellem uddannelse og praktik

På læreruddannelsen University College Lillebælt i Odense er adjunkt og praktikleder Niels Højklint enig i, at man bør styrke kvaliteten af skolepraktikken, men han ser ikke noget problem i mængden af ugentlige praktiktimer.

”Det kommer jo meget an på, hvordan praktikken bruges,” siger han. ”Vores studerende vil ikke kun observere, men i gang med at undervise. Og når man kaster sig så ivrigt over undervisningen, så skal der også være tid til fordybelse og refleksion.”

Det er derfor vigtigt for praktiklederen at skabe sammenhæng mellem de teoretiske og pædagogiske kompetencer, som den lærerstuderende får via uddannelsen, og den skolevirkelighed, den studerende kommer ud i. Dette forsøger UC Lillebælt at støtte gennem partnerskab med praktikskolerne – og de såkaldt didaktiske mødesteder:

”De didaktiske mødesteder, som vi kalder dem, er arrangementer, med et didaktiskfagligt indhold, som tager udgangspunkt i problemstillinger, der behandles i de studerendes undervisning på læreruddannelsen og i praktikken. De studerende har mødepligt og praktiklærerne og seminarieunderviserne bliver aflønnet. Hermed ønsker vi at forbedre samarbejdet mellem linjefag, pædagogiske fag og praksis gennem et formaliseret arbejde, som der er afsat ressourcer til.”

Niels Højklint så dog gerne, at mange flere praktikskoler efteruddannede deres praktiklærere.

”Der er stor tilfældighed i, hvem de studerende møder som praktiklærere. Det burde jo være sådan, at alle praktiklærere var uddannet til det. Derfor er der et kæmpe behov for at efteruddanne – enten gennem praktiklæreruddannelsen eller praktiklærerkurser,” siger han og fortsætter:

”Det er enormt vigtigt for mig som praktikleder, at kvaliteten er i orden på de praktikskoler, jeg sender mine studerende ud på. Derfor burde der være mere fokus på at få praktikskolerne opkvalificeret.”

Kalender for Skolens Rejsehold