Professor ved Syddansk Universitet, Christen Sørensen, gav i juni en anmeldelse af rejseholdets anbefalinger på Folkeskolen.dk. Anmeldelsen var overvejende positiv, om end der også på enkelte punkter var kritik, bl.a. vedr. rejseholdets anbefalinger om offentliggørelse af test og større skoler. Rejseholdets formand, Jørgen Søndergaard, giver her et svar til Christen Sørensen på disse to punkter.

Tak for ros, men …

Af Jørgen Søndergaard, formand for Skolens Rejsehold

Jeg vil gerne kvittere for professor Christen Sørensens (CS) opbakning her i spalterne til Skolens Rejseholds arbejde. Om end forbeholden ros, så er det opmuntrende, at debatten efter offentliggørelsen af anbefalingerne viser en meget bred interesse for at give folkeskolen et løft. Det bliver en meget stor opgave, og forhåbentlig er der udsigt til et bredt samarbejde, der kan sikre skolen den nødvendige arbejdsro til reformerne.

Et gennemgående tema i CS’s lange redegørelse er, at anbefalingerne angiveligt er en indirekte kritik af Undervisningsministeriets virke. Jeg vil gerne understrege, at Skolens Rejsehold ikke har set det som sin opgave at vurdere, hverken hvem der er skyld i det, der hidtil ikke er lykkedes godt nok i folkeskolen, eller har æren for det, der har været vellykket. Jeg tvivler desuden på, at det er befordrende at se bagud og kaste med sten, hvis målet er fremadrettet at skabe en bedre folkeskole

Det vil føre for vidt at kommentere samtlige synspunkter i CS’ analyse – men især to punkter kræver en kommentar: Dels spørgsmålet om større skoler, dels hvorvidt rejseholdet anbefaler offentliggørelse af test eller ej. Om det sidste udtrykker Rejseholdet sig ikke spor ”uldent” som CS hævder, så lad os tage det først.

Ja, vi anbefaler, at hver skole årligt redegør for sine resultater. Med resultater mener vi en række forskellige indikatorer: afgangsprøver, elevernes alsidige udvikling, elevtrivsel, lærertrivsel og forældretilfredshed samt skolens gennemsnit ved hver af de nationale test i det pågældende år. Men vi går videre end det: Skolerne skal selv redegøre for baggrunden for deres resultater herunder baggrunden for de vigtigste forbedringer. Og skolen skal sætte konkrete mål for hvilke resultatforbedringer, den vil stræbe efter i fremtiden.

Hvorfor nu det? Først og fremmest for at genoprette folkeskolens og lærerprofessionens anseelse i det danske samfund. Vi kan jo ikke anerkende gode resultater, hvis de forbliver hemmelige. Og vi kan ikke opnå respekt om professionen, hvis vi ikke må høre skolens egne forklaringer på, hvordan den skaber gode resultater. Skolerne skal for det andet blive meget bedre til at lære af hinanden, hvis den danske folkeskole skal rykke op blandt verdens bedste. Det forudsætter, at der er offentlighed omkring gode resultater og de indsatser skolerne anvender for at skabe mere læring for eleverne.

Sverige har vist vejen, så man får nuanceret information om skolens resultater, og Skolens rejsehold anbefaler, at Danmark går endnu videre og laver en helt ny type resultatrapport for skoler, som man på vores hjemmeside kan se et eksempel på.

Vi foreslår altså ikke ranglister eller lignende forenklinger, hvor man vurderer en skole på en enkelt parameter. Skolen skal offentliggøre mange slags resultater, både hvad angår faglighed, trivsel og sociale kompetencer. Rejseholdet har besøgt 20 skoler og en af de helt klare iagttagelser er, at ingen skoler er førende på alle områder.

Jamen viser alverdens forskning ikke, at det gør skade, hvis skolerne offentliggør sine resultater? Nej så enkelt er det ikke. Vi har søgt - men ikke fundet – evalueringer af konsekvenserne af selve det at offentliggøre resultater. Derimod findes der en del studier af de amerikanske erfaringer med både at offentliggøre test og samtidig bl.a. tildele bevillinger efter testresultater.  Det skaber selvfølgelig forvridninger, så testene får en alt for dominerende plads i skolens liv. Det skal vi bestemt ikke efterligne. Desuden anbefaler vi, at skolerne i højere grad skal fokusere på forbedringer frem for på niveauet. Det er jo nemlig mindst lige så meget værd for samfundet, at en middelmådig skole rykker frem blandt de bedre skoler, som at en god skole fortsat præsterer gode resultater.

Hvad angår store eller små skoler har CS ret i, at der ikke er klar dansk evidens for at større skoler opnår bedre afgangsprøveresultater end små. Vores egen undersøgelse i forbindelse med Rejseholdets arbejde viser, at elever fra små skoler med 9. klasse har lidt dårligere af-gangskarakterer i årene 2007-9 end store skoler. Vi har dog efterfølgende lavet en mere tilbundsgående undersøgelse, som viser, at denne tendens stort set forsvinder, når man medta-ger elevernes socioøkonomiske baggrund i analysen. Derimod har det ikke været muligt at tage hensyn til forskelle i udgifter pr. elev, i andel elever henvist til specialskoler eller i andel elever, der skifter skole.

Selv om det altså er vanskeligt at påvise en sammenhæng mellem store skoler og bedre karakterer i Danmark, er det værd at bemærke, at hovedparten af de udenlandske undersøgelser viser, at elever på store skoler klarer sig bedre rent fagligt end elever på mindre skoler. I en dansk sammenhæng kan man også se, at store skoler har en højere grad af linjefagsdækning.

Det er imidlertid nogle helt andre forhold, der ligger bag vores anbefalinger om at skabe større skoler i Danmark. For det første har vi set eksempler på, at små skoler er væsentligt dyrere end større skoler pr. elev. Det er særligt tydeligt i områder med vigende elevtal, hvor klasserne derfor bliver mindre og mindre. For det andet er der tydelige tegn på, at små skoler i højere grad segregerer børn til specialskoler og specialklasser end store skoler gør. For det tredje – og det er det helt afgørende for os – kan vi ikke rigtig se, hvordan det kompetenceløft, rejseholdet anbefaler, kan implementeres på små skoler. Lad mig bare nævne fire elementer.

• Skolerne skal have flere lærere, der er uddannet som vejledere o.l. I dag har de fleste skoler en læsevejleder, men de skal også have vejledere i matematik, naturfag, it, specialpædagogik, AKT, dansk som andetsprog, m.fl. Tanken er, at disse vejledere skal have en vejleder- og rådgivningsfunktion i forhold til en gruppe af lærere.
• Langt færre børn skal i specialskoler og specialklasser end i dag. 
• Rejseholdets forslag om oprettelse af ressourcecentre på de enkelte skoler til at styrke indsatsen i forhold til børn med personlige og/eller sociale problemer kræver ligeledes en række forskellige specialkompetencer på den enkelte skole. 
• Rejseholdet anbefaler, at der skal være et antal linjer at vælge imellem i udskolingen. Tankegangen er, at bevare enhedsskolen, men samtidig styrke elevernes motivation ved at give dem mulighed for at vælge den linje, der matcher deres interesser bedst.

Hvis man ville forsøge at implementere disse fire anbefalinger på små skoler, ville omkostnin-gerne under alle omstændigheder blive meget, meget høje. Men mere sandsynligt er det, at det simpelthen ikke vil kunne gennemføres – tænk fx på linjevalg i udskolingen.

Vi er udmærket klar over, at mange forældre er glade for de små skoler og at flere undersøgelser viser, at elever på små skoler oplever en bedre trivsel. Derfor går rejseholdets anbefalinger netop på at målrette skolestrukturen bedst muligt til elevernes behov. Det betyder, at man f.eks. godt kan etablere en stor skole, der underviser de yngste elever i mindre lokale afdelinger. På denne måde får man forenet hensynet til nærhed og tryghed for de yngste med fordelene ved at have et større fælles lærerkorps, der kan arbejde sammen med skolens forskellige vejledere og ressourcepersoner. Det skal tilføjes, at vi med større skoler taler om en tresporet skole, dvs. omkring 650 elever.
 
Hvordan skolestrukturen i den enkelte kommune indrettes, er naturligvis i sidste ende op til lokalpolitikerne at afgøre. Men det er vigtigt, at man også her har øje for, at kommunens skolestruktur skal være indrettet på at skabe de bedst mulige rammer for den styrkelse af elevernes læring, der er selve formålet med rejseholdets anbefalinger.