Folkeskolen kan og bør flytte sig

AF JØRGEN SØNDERGAARD

Skolens Rejsehold skal i løbet af de kommende fire måneder lave et såkaldt 360-graders eftersyn af den danske folkeskole. Rejseholdet, der er nedsat af regeringen, har en klar opgave: Afdæk styrker og svagheder ved den danske folkeskole, og kom med konkrete forslag til forbedringer. Forslagene skal bidrage til større faglighed blandt eleverne og til, at flere tager en ungdomsuddannelse.

Et centralt spørgsmål i forhold til opgaven er naturligvis, om vi er blevet sat til at løse et reelt problem eller et pseudoproblem?

Det hele startede med, at folkeskolen blev sat på dagsordenen i en diskussion mellem regeringen og en række ledere fra erhvervsliv og organisationer i Vækstforum, der handler om, hvordan Danmark får gang i den økonomiske vækst frem mod 2020.

Og lad mig sige det ligeud: Ligegyldigt hvad man beslutter om folkeskolen nu, så vil det ikke kunne ses i de økonomiske statistikker på denne side af 2020. Tidshorisonten er meget længere end 2020. Til gengæld er mit bud, at folkeskolen spiller en helt afgørende rolle for samfundsudviklingen på lang sigt. Folkeskolen er vores største fælles investering i næste generation. Derfor er det dybt relevant at stille sig følgende spørgsmål: Udfører vi denne investering, så næste generation står bedst muligt rustet til at føre samfundet videre?

Afgørende kompetencer

Vi har en god folkeskole, men den kan og bør på væsentlige områder forbedres. Skolen er god, fordi børnene oplever skolen som et godt sted at være. De vurderer, at de via skolen får kompetencer på mange felter i livet. Og så har vi en skole, som formår at udvikle sig som institution. Det sidste vender jeg tilbage til.

Men folkeskolen rummer også plads til forbedring flere steder. Et centralt problem er, at skolen udstyrer danske børn med kundskaber i læsning, matematik og naturfag, som ikke er gode nok efter international standard. Og endnu mere bekymrende er det, at hver femte, der forlader folkeskolen, aldrig kommer videre i uddannelsessystemet, og at 17 pct. forlader folkeskolen uden funktionelle læsekompetencer.

I forhold til manglen på konkrete kundskaber er det regeringens ambition, at danske skolebørn i 2020 skal tilhøre topfem internationalt, når det kommer til læsning, matematik, naturfag og engelsk. Danmark skal, med andre ord, kunne måle sig med lande som Finland, Canada og Sydkorea. For øjeblikket ligger vi omtrent midt i feltet blandt 29 OECD-lande.

Det er svært at være uenig i, at topfem er en god ambition. Samtidig er det mere end vanskeligt at forestille sig, at noget bredt segment i befolkningen, i Folketinget eller blandt skolens ansatte skulle gå ind for, at vi i al fremtid bare skal fastholde den nuværende middelmådige placering. Ikke fordi placeringen i sig selv er vigtig, men fordi et samfund med ambitioner om at forblive blandt de bedste i verden nødvendigvis må have en ambition om at give sine børn og unge de bedst mulige forudsætninger.

Men lad mig føje til, at ambitionen ikke bare skal handle om at være lige så dygtige til læsning, matematik, naturfag og engelsk som de bedste i verden. Den skal også handle om alle de kompetencer, der er afgørende for, hvad de faglige færdigheder kan bruges til – det, der i folkeskoleterminologi hedder elevens alsidige udvikling: samarbejde, selvstændig stillingtagen, kreativitet, innovation, problemløsning osv.

Med denne tilføjelse er ambitionen altså god nok.

Nybrud og specialister

Det rejser spørgsmål nummer to. Nemlig om den danske folkeskole overhovedet er i stand til at flytte sig?

Jeg støder til tider på den holdning, at folkeskolen i store træk er, som den altid har været. At de seneste mange års snak, diskussioner og lovændringer blot fører til små skridt på stedet – lidt frem, lidt tilbage. Og at skolen af i morgen derfor i store træk nok vil forblive ligesom skolen af i går, uanset hvor meget der tales, efterses eller lovgives.

Jeg kender holdningen, men er sikker på, at den er forkert. Som tidligere nævnt – folkeskolen formår at udvikle sig som institution. Men når man vedtager noget nyt, skal man ikke forvente, at det virker alle steder fra dag 1 i en kæmpekoncern med 58.000 ansatte og over 3.000 ledere fordelt på 1.600 arbejdspladser. Der vil altid være træghed, og man kan ønske sig en hurtigere udviklingstakt. Men tingene flytter sig, og der er blandt skolens lærere, pædagoger og ledere en vilje til at forandre.

Elevplaner er et godt eksempel: Der var meget støj i starten, men elevplanerne bliver nu brugt, og mange steder er både elever, lærere og forældre glade for dem.

Et andet eksempel er indstillingen til faglighed i almindelighed og læsning i særdeleshed. Faglighed er blevet legitimt – en temadag kan i dag godt handle om matematik. Samtidig er skolerne blevet markant bedre end tidligere til at håndtere læsning, både i indskolingen og senere.

Landet over har lærere ladet sig efteruddanne til læsevejledere, altså specialister i læsning. Sådanne vejledere har en særlig viden, som andre lærere trækker på, så de selv bliver bedre til at lære fra sig. At det forholder sig sådan, er faktisk et udtryk for et nybrud.

Som bekendt var der engang, da en lærer underviste sin klasse bag en lukket dør. Hvad der skete bag døren, vedkom ikke andre. Men det er skolerne på vej væk fra. På mange skoler har man fundet ud af, at det at undervise i team og inddrage specialister er et plus for hele skolen. Både ledere og lærere oplever, at de får en bedre skole, hvis de ikke opfatter skolen som bestående af enkeltstående individer (lærere), men derimod som en samlet organisme.

På samme måde er der et kuld af især yngre lærere, som ønsker mere ledelse. De ønsker ikke bare ledelse, de vil have sparring og feedback fra ledere, der jævnlig observerer undervisningen. De vil gerne indgå i sammenhænge, hvor man i fællesskab arbejder på at dygtiggøre sig.

Flere tiltag?

Så ja, skolen kan flytte sig, og den gør det. Men er det så realistisk, at skolen på ti år kan flytte sig så meget, at den går fra at levere faglige resultater på det jævne til at kunne skabe resultater på den internationale topfem?

Mit svar er, at ja, det er muligt. Jeg påstår ikke, det bliver let, men jeg kan ikke se noget argument for, at danske elever er dømt til permanent at klare sig dårligere end jævnaldrende finske. Finnerne er i udgangspunktet, så vidt jeg ved, hverken genetisk, økonomisk eller på anden vis bedre stillet end danskere. De gør det bare bedre.

I Danmark kan der naturligvis laves ændringer, så fagligheden får et – eller flere – hak opad. Kunstgrebet bliver at gøre det, samtidig med at alsidigheden og børnenes trivsel også får et hak opad.

Den pointe – at øget faglighed går hånd i hånd med en styrkelse af de alsidige kompetencer og trivsel for alle elever – er helt central. Skolens Rejsehold vil forstå de 360 grader i eftersynet bogstaveligt. Vi skal hele vejen rundt om det, der er væsentligt i den danske folkeskole. Det er også baggrunden for, at rejseholdet tæller seks personer med hver sit perspektiv på folkeskolen.

Hele vejen rundt betyder, at vi vil søge at vende de sten, der er, f.eks. måden, man udnytter ressourcerne på i læringsmiljøerne, tiden, der bruges på undervisning, skoleledelsen, lærernes karriere- og efteruddannelsesmuligheder, rekruttering til læreruddannelsen og så videre.

Rejseholdet vil søge at undgå det, der til tider forekommer at være en sort-hvid skyttegravskrig mellem på den ene side test-og-fagligheds-fortalerne og på den anden side demokrati-samarbejde-og-det-hele-menneske-forkæmperne. Vi er på ingen måde imod evalueringer og test, men vi ved godt, at de kun måler en brøkdel af kompetencerne. Det er naturligvis vigtigt, at skolerne ikke kun underviser efter testene.

Hele vejen rundt betyder også, at vi vil beskæftige os med styringen af folkeskolen. Statsministeren har f.eks. meldt ud, at regeringen står over for at skifte skolepolitik. Væk med detaljeret lovgivning og over til en model, hvor skolerne bliver gjort ansvarlige. Skolerne skal have større frihedsgrader til selv at tilrettelægge undervisningen, men skal til gengæld stå til regnskab for deres præstationer og resultater.

Det kan være en rigtig god idé. Men hvis man på den måde vil skifte styringsregime, så kræver det, at der bliver leveret – på begge sider. Det er ikke kun skolerne, der skal levere. Også Folketing og regering skal respektere, at der er grænser for, hvad de skal blande sig i.

Et eksempel: Allerede i dag mener et bredt flertal i Folketinget, at en skoleleder må gøre, hvad der står i hans magt for at aktivere de forældre, der er svære at aktivere. Alligevel gav det anledning til massiv kritik – fra alle sider af folketingssalen – da det for nylig kom frem, at lederen af Holbergskolen i København vurderede, at der skulle holdes cafémøder kun for mødre. Det var, vurderede han, en god måde at komme i kontakt med forældregrupper, der er svære at få kontakt med.

Som bekendt gav hans cafémøder anledning til, at flere politikere følte sig kaldet til at kræve lovgivning, stramninger og forbud. Den slags dur ikke, hvis man samtidig vil gøre skolerne mere ansvarlige.

Spørgsmålet har også rejst sig, om folkeskolen overhovedet kan rumme flere ideer om nye tiltag, reformer og anderledes måder at gøre tingene på? Flere har peget på, at folkeskoleloven er blevet ændret hele 30 gange de seneste ni år. Og de har spurgt, om ikke det snart er tiden at stoppe en halv og vente og se resultaterne af de beslutninger, der allerede er truffet?

For mig at se gives der ikke noget enkelt svar på det spørgsmål. På den ene side kan jeg godt forstå, at der kan opstå en vis træthed, hvis man som ansat i folkeskolen oplever, at det hele står til at blive ændret hele tiden. Og jeg medgiver gerne, at der har været mange ændringer de senere år.

På den anden side er der ikke nogen vej uden om at gøre flere ting på én gang, når man har med en institution som folkeskolen at gøre. Når man har med mennesker at gøre, kan man ikke – ligesom i et laboratorium – ændre en enkelt ting ad gangen og så vente og se, hvad der sker. Det tager som bekendt små ti år, før man endeligt kan konstatere, hvad en enkelt ændring har gjort ved en bestemt årgangs samlede skoleforløb.

Grydeklar til politikerne

Endelig er der spørgsmålet om, hvor meget man kan forvente, at Skolens Rejsehold vil kunne komme omkring ved, givet den relativt korte tid, der er til at gennemføre opgaven? Skolens Rejsehold har fire måneder. Kan en lille gruppe mennesker på fire måneder nå 360 grader rundt om noget så stort og mangfoldigt som den danske folkeskole? Og kan de komme med gennemarbejdede forslag på den baggrund?

Svaret er, at det kommer an på, hvad man forventer.

Ja, vi kan nå at tale med og besøge mange, vi kan nå at vurdere en lang række problemstillinger og komme med forslag på den baggrund. Vi er i gang med at lægge en meget stram tidsplan, som lægger op til, at vi får talt med både de centrale parter og kommer på besøg på skoler rundt om i landet.

Men nej, vi kan ikke nå at sætte gang i og få gennemført omfattende evalueringer og analyser. Vi vil naturligvis sammenholde de input, vi får fra besøgsrunden, med den viden og de analyser, der findes i forvejen. Men jeg er sikker på, at vi også kommer til at beskæftige os med forandringer på områder, hvor der ikke findes ret meget viden. Hvis man forventer en fuldstændig gennemtygget og underbygget masterplan, kan jeg allerede nu skuffe. Den kommer ikke. På en række felter vil vi komme til at pege på behovet for yderligere undersøgelser og analyser.

Jeg deler heller ikke den opfattelse, at det her 360-graders eftersyn handler om at finde et quick fix. Tværtimod – det bør være et bidrag til at styrke udviklingskraften i folkeskolen, så skolernes indre kræfter bliver aktiveret i et fortløbende udviklingsarbejde styret af ambitiøse mål på elevernes vegne: Alle skal være topmotiverede for – og have de bedst mulige kompetencer til – at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Min ambition er, at Skolens Rejsehold skal udpege en række initiativer, der kan bidrage til at skabe denne dynamik i folkeskolen. Vi kan ikke nå at bearbejde alle initiativer i detaljer, så de er grydeklare til politikerne. Men politikerne skulle meget gerne få et klart billede af retningen og karakteren af de beslutninger, der bør træffes.