20-04-2010

Fint samarbejde mellem lærere og pædagoger

Da Skolens rejsehold besøgte H.C. Andersen Skolen den 13. april, stod spørgsmålet om samarbejde mellem lærere og pædagoger højt på dagsordenen. Skolen er en heldagsskole, hvor de to faggrupper deles om det pædagogiske ansvar.


Anne Due Iversen, H.C. Andersen Skolen, Skolens rejsehold

 Ifølge lærer og læsevejleder Anne Due Iversen er det yderst
vigtigt for indlæringen, at eleverne føler sig godt tilpas.
Trivsel er derfor noget som lærere og pædagoger 
har et tæt samarbejde om på H. C Andersen Skolen.

På H.C. Andersen Skolen i Odense er der ikke noget lærerværelse. Der er et møderum for det samlede pædagogiske personale, hvad enten der er tale om lærere eller pædagoger.

Skolen adskiller sig fra mange andre ved ikke at være delt op i en skole og en SFO – men derimod ved at være en heldagsskole i indskolingen til og med 3. klasse. Det betyder, at undervisning og andre pædagogiske aktiviteter kan foregå hele dagen – ud og ind imellem hinanden – uden en skarp adskillelse.

Ifølge Anne Due Iversen, der er lærer og læsevejleder på skolen, har erfaringen med at blande lærere og pædagogers kompetencer været gode.

"Vi bidrager hver især med noget forskelligt. I indskolingen har vi draget stor nytte af at kombinere skolens faglige målrettethed med fritidspædagogikkens friere læringsstil. Pædagogernes styrke er arbejdet med elevernes personlige og sociale kompetencer, og det hænger fint i tråd med undervisningens faglige dimension. På den måde tilgodeser vi i højere grad den enkelte elevs faglige, sociale og personlige udvikling. 


Et af de områder, hvor der er tæt samarbejde er i forhold til trivsel. Anne Due Iversen fortæller: ”Hvis eleverne ikke trives i skolen, har de svært ved at lære noget. Derfor samarbejder vi om at lade undervisningen tage udgangspunkt i elevernes styrkesider og lærer dem de sociale spilleregler. F.eks. benytter vi ofte holddannelse som pædagogisk værktøj, og hjælper hinanden med at gennemføre undervisningsforløb som kan tilgodese dette. Udgangspunktet for dette arbejde er selvfølgelig ”Fælles mål” fra faghæfterne. Lærere og pædagoger er her forpligtet på at bidrage med deres kompetencer og samtidig søge hjælp, hvis de har svært ved at løfte opgaven.


Også blandt pædagogerne er der stor tilfredshed med det tætte samarbejde. Bent Skovdal Møller er pædagog på tredje klassetrin.

”Pædagoger og lærere planlægger sammen forløb for alle eleverne i tredje klasse. Vi ser elevernes tid på skolen som en fællesmængde – hvad enten det er tid med pædagoger eller med lærere. Det er klart, at det er noget forskelligt, der foregår, alt efter hvem der har ansvaret de pågældende timer. Men vi ser tiden under ét for at skabe sammenhæng i de forløbene,” siger han.

Det tætte samarbejde med lærerne giver pædagogerne en anden rolle og et andet fokus end de steder, hvor skole og SFO er skarpt adskilte, mener Bent Skovdal Møller:

”Pædagogerne her på skolen er nok ikke så fokuserede på den frie leg som pædagoger i traditionelle SFO’er. Hos os ser vi hele tiden på, hvordan leg og andre aktiviteter kan spille sammen med læring.”

En særlig gevinst ved det tætte samarbejde mellem lærere og pædagoger er, at det giver bedre mulighed for at rumme de svære elever i klassen – uden brug af traditionel specialundervisning.

”Vi kan inkludere langt flere i den almindelige undervisning end andre skoler, netop fordi vi pædagoger spiller en aktiv rolle i undervisningen. Også i forhold til enkeltelever, der andre steder ville være pillet ud til specialundervisning,” siger Bent Skovdal Møller.

Kalender for Skolens Rejsehold